Habitat - Doris Uhlich
Efter publikumssuccesen i 2023 vender Habitat nu tilbage.
HABITAT er 40 kroppes søgen efter et nyt habitat. De er vidt forskellige, men ens i deres nøgenhed. Det er livfuldt og menneskeligt, når de mødes, brydes og finder fælles energi. De er frie, og deres frihed sætter os fri.
Lydbilledet pulserer op og ned mellem insisterende teknorytmer og meditative frekvenser. Hvor hører disse kroppe hjemme?
Habitat er en fejring af alle kroppe, alle aldre, alle køn. 40 menneskekroppe skaber et fælles ritual, hvor alle er velkomne. De 40 kroppe fører dig på vandring rundt på Refshaleøen – fra industriens fortid til den fremtid, vi kan skimte i det fjerne med konstruktionen af en ny ø. Et nyt habitat.
Et habitat er et levested for specifikke arter. Her bliver Refshaleøen hjem for den krop, der er træt af at lege gemmeleg. Den østrigske koreograf Doris Uhlich vil skrælle alle de lag af, som fjerner os fra den, vi er født som. Hun vil skabe en utopi, hvor den nøgne krop kan leve uden skam og uden frygt for blikke udefra.
Habitat er et omrejsende format, der hver gang inviterer en ny gruppe lokale kroppe ind. Ganske almindelige kroppe, hvoraf nogle er uddannet professionelt til at bevæge sig og andre ikke. Forestillingen bliver skabt til og med disse kroppe med stedet som en altafgørende medspiller. En nomadisk iscenesættelse af menneskenes basale behov i en tid, hvor alt er til forhandling.
En del af Metropois' sommerprogram med performance og kunst i byens rum.